Print Shortlink

OM MIG

Jeg har beskæftiget mig med forskellige kunstformer i over 20 år, og har arbejdet med mine “Moderne Ikoner” i de seneste 10 år.

Selv om jeg stadigt laver mange forskellige ting, så er det ikonerne, jeg brænder for. Motiverne og symbolerne i mine ikoner kan have et religiøst budskab, eller de kan skildre livet i al almindelighed – f.eks. kærligheden. Jeg bruger mange forskellige materialer og teknikker, og prøver hele tiden at videreudvikle mig. De fleste af mine udsmykninger på ikonerne/collagerne laver jeg selv, lige med undtagelse af de gamle spændende ting, som jeg bl.a. finder på loppemarkeder både her og i udlandet. Desuden bruger jeg mit kendskab til keramikken – som jeg før har arbejdet med i mange år – den overfører jeg nu til ikonerne. Så mange af mine ikoner er 3-D billeder, hvor jeg modellerer motiverne direkte på lærredet eller en træplade. Materialerne – jeg modellerer med – får jeg bl.a. fra England, og i løbet af en måned hærder de op så hårdt som sten, så jeg vil vove at påstå, at de holder “til evig tid”. :-)

Når jeg arbejder med en moderne ikon – det hedder jo faktisk at skrive en ikon – så prøver jeg at få både mine egne tanker og ideer gemt i ikonen og samtidigt også få formidlet et budskab. Man er jo ret frit stillet med den form for ikoner, som jeg laver, man skal ikke – som ved de traditionelle ikoner – følge helt bestemte retningslinjer. Jeg kan vælge religiøse motiver og vise dem på min helt egen måde, eller jeg kan lave en ikon, hvor jeg skildrer noget fra livet eller bygger noget op omkring f.eks. et citat.

Før jeg startede med ikonerne, har jeg arbejdet med leret i mange år, og jeg har lavet rigtigt mange ting i keramik – både skulpturer, fade og krukker.

Jeg har inddelt mit galleri i forskellige grupper med de kunstformer, som jeg arbejder med nu, og også det jeg har beskæftiget mig med i tidens løb. Så værsgo at gå på opdagelse i mit galleri.